Bulgarien – gas og geopolitik
Ambassadørerne - A podcast by Udenrigsministeriet
Categories:
Bulgarien føler sig fanget i et stormagtsspil om naturgas mellem USA og Rusland, samtidig med, at landet forsøger at dæmme op for russisk indflydelse via EU fortæller den danske ambassadør i Bulgarien, Søren Jacobsen, i denne podcast. Bulgarien og Rusland har traditionelt set haft et meget tæt forhold politisk og kulturelt– både før, under og efter Den Kolde Krig. Siden kommunismens fald i 1989 har Bulgarien forsøgt at dæmme op for den russiske indflydelse, men specielt på energiområdet er den russiske tilstedeværelse enorm. Russiske firmaer har opkøbt den bulgarske energisektor, og Rusland leverer hele 97 pct. af Bulgariens naturgas. USA har for nylig kastet sig ind i kampen om det bulgarske energimarked. USA og Bulgarien har underskrevet en partnerskabsaftale, som skal øge konkurrencen på det bulgarske energimarked og på sigt også mindske EU's afhængighed af russisk gas – i dag leverer russerne knap 40 procent af al den naturgas, som Danmark og EU-landene importerer. Bulgarien havde håbet, at deres medlemskab af EU var første skridt på vejen til en større udvidelse af lande i Vestbalkan. Den bulgarske tanke er, at udvidelsen vil dæmme op for den russiske indflydelse i regionen, men der har ikke været stor lydhørhed i de andre EU-lande.