Klimakonferencens store paradoks
Avistid - A podcast by Weekendavisen
Vi har misforstået COP’en ifølge Weekendavisens skribent, Christian Bennike. Den kan ikke alt det, vi tror, og derfor opstår der et gab mellem forventninger og realitet. Mellem handling og erklæring. Han gæster studiet og dissekerer paradoksernes klimakonference i ugens Avistid. Modsætningen springer også i øjnene hos ugens anden gæst. Ifølge katastrofeforsker, Kristian Cedervall Lauta, ligner COP26 samarbejde på overfladen, men nedenunder ulmer de begyndende geopolitiske konflikter og magtkampe. Ballet er åbnet, som han siger. »Mens man med den ene hånd dukker op i klimateateret i Glasgow, så er man med den anden hånd i gang med at forberede sig på en verden, der ikke lykkes,« lyder det ildevarslende fra Lauta. Danmarks første klimadigter gæster også studiet. Lars Skinnebach har skrevet om klimakrisen siden 2010, og han mener, at vi allerede nu kan begynde at sørge over det tabte. Det skal handle om COP’ens to ansigter. Om afgrunden mellem sagt og gjort. Mellem håb og opgivelse. Avistid er produceret og tilrettelagt af Marie Louise Vesthardt.See omnystudio.com/listener for privacy information.