Kalundborg Kommune: Spidskandidatdebat
Kandidatfesten - A podcast by DR - Miercuri
I Kandidatfestens afsnit om Kalundborg Kommune skal du blandt andet høre kommunalvalgets spidskandidater diskutere uformelle møder med erhvervslivet, solcelleanlæg og vindmøller samt hvor meget kulturlivet skal fylde i industrikommunen. Hvordan skal kommunetoppens møder med det lokale erhvervsliv foregå? På den ene side af bordet er det blandt andet Danmarks suverænt største virksomhed, der investerer milliarder i kommunen - på den anden side repræsentanter for det lokale folkestyre. Men skal møderne føres til referat, eller er uformelle drøftelse i orden? Hidtil har møderne mest været det sidste, hvilket har ført til kritiske spørgsmål fra pressen. I Kandidatfesten kan du høre, hvordan spidskandidaterne forholder sig til møderne. Hvordan bidrager Kalundborg Kommune til den grønne omstilling, når det kommer til vedvarende energi? Skal der gøres mere for, at gøre kommunens energioutput grønt - eller er det simpelthen for grimt, for tæt på og for ildelugtende? Det får du spidskandidaternes bud på i dette afsnit. Der produceres masser af lægemidler til behandling af diabetes i Kalundborg. Der laves også benzin til pendlernes biler og strøm til vores stikkontakter. Til gengæld er byen bagefter, når det handler om at producere kultur. Faktisk er Kalundborg en af de kommuner i området, der bruger færrest kommunale penge på kultur. Men bør kulturen prioriteres højere i Kalundborg, Høng, Svebølle og resten af kommunen? Det kan du høre politikerne debattere i denne udgave af Kandidatfesten. Medvirkende: Niels Erik Danielsen (Enhedslisten), Tina Beck-Nilsson (Socialdemokratiet), Jens Kallehave (Nyt Kalundborg), Hans Munk (Det Radikale Venstre), Jesper Wienmann Hansen (Det Konservative Folkeparti), Helle Laursen Petersen (Liberal Alliance), Peter Jacobsen (Dansk Folkeparti), Martin Damm (Venstre), Marie Hansen (Danmarksdemokraterne), Thomas Malthesen Hiorth (Socialistisk Folkeparti), Henriette Ergemann (Frit Borgerligt Fællesskab). Optagedato: 26. september 2025. Vært: Maria Hollænder. Producer: Malene Klysner Møller. Afvikler: Claus Würtzen. Klipper: Marco Egeberg. Musik: Anders Øhrstrøm.
