Landmænd vs. landsmænd

Radio Information - A podcast by Dagbladet Information - Vineri

Jens Hansen har en bondegård – eller det vil sige, det har han så ikke længere, nu er han indehaver af en industriel landbrugsbedrift i et hårdtprøvet erhverv, som står over for en radikal omstilling. En stigende bekymring for fremtiden råder i det på alle måder pressede konventionelle landbrug. Men samtidig bobler nye typer jordbrug og nye slags visioner frem – senest formuleret af Den Grønne Ungdomsbevægelse, som i denne uge lancerede et såkaldt »Manifest for Levedygtigt Landbrug«. Med dét ønsker de at vise en ny vej frem, blandt andet ved at se tilbage. Men er afstanden fra by til land allerede blevet for stor? Eller er det stadig muligt at slå bro mellem landmænd og landsmænd? Jørgen Steen Nielsen kigger forbi. Og vi bliver i det med landbruget. For i denne uge meddelte Mads Fuglede fra Venstre, at han skifter parti til Danmarksdemokraterne – netop på grund af Venstres politiske placering i spørgsmålet om landbrug og CO2-afgifter. Anton Geist analyserer partiets aktuelle krise og tegner et portræt af kvinden, der står og smiler skælmsk i kulissen bag det hele – Inger Støjberg – der nu definitivt er tilbage som en magtfaktor i dansk politik Vi skal også runde Montanas Litteraturpris, der i denne uge blev uddelt til forfatter Jens Smærup Sørensen for hans landbrugsroman Evigt i tiden. En roman, som ifølge litteraturredaktør Peter Nielsen er intet mindre end en genistreg. Og endelig kigger Rune Lykkeberg forbi med en optur over, at regeringen med netop Mads Fugledes partihop har mistet sit indenrigspolitiske flertal. Dermed er en kedelig, men lærerig parentes i dansk politik afsluttet. Med andre ord: Velkommen til en særudgave af Radio Information – i landbrugets tegn.

Visit the podcast's native language site